mandag den 3. november 2014

Darker than Black: forsmag

Antal episoder: 26 (sidste eps. er en ekstra tilføjet på dvd'en)
Antal episoder set: 4
Relateret til: Baseret på manga'en Darker than Black lavet af Tensai Okamura. Blev efterfulgt af en OVA og sæson 2 kaldet Darker than Black: Gemini of the Meteor.
Genrer: action, mystery, drama, sci.fi.
Studie: BONES
Japansk premiere: 2007

Det er anden gang, jeg ser Darker than Black, men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kan huske særlig meget fra den. Så der skulle ikke være så stor risiko for, at jeg her i forsmagsanmeldelsen kommer til at skrive om noget, der går ud over de fire første episoder.

Eps. 1-4 gør mere ud af at forklare, hvordan verdenen hænger sammen frem for at fortælle om hovedplottet. Det gøres dog ikke gennem ren snak men forskellige handlingsforløb, hvilket gør, at der er masser af action, og ikke bare personer, der går og snakker hele tiden. Vi kommer dog ikke helt udenom fortællersnakken, men den virker forholdsvis naturligt sat ind. Det virker som om, at politiinspektøren Kirihara er vores fortæller.
Hun forklarer, at der skete en hændelse for 10 år siden. Man ved ikke hvad, der dukkede op i byen, men man byggede en høj mur rundt om det, man nu kalder Hell's Gate. Samtidig med at Hell's Gate dukkede op, forsvandt alle stjernerne og blev erstattet af "falske stjerner". Med dem dukkede såkaldte Contractors og Dolls op. Contractors har forskellige overnaturlige evner, men hver gang de har brugt dem, er de tvunget til at udføre en bestemt gerning - en skal brække sine fingre af led, en anden lægger sten på rad og række, imens en tredje spiser mælkebøtteblomster. Dolls har ingen personlighed - deraf navnet - de bruges typisk til sporing. Vi ser en pige, som når hun er i berøring med vand, kan se andre steder, der er vand.
Den sidste betegnelse, som seeren bliver lært er Moratorium. Ligesom Contractors har de overnaturlige evner, men de kan ikke styre dem og skal heller ikke gøre noget efter, de har brugt deres evner. Eksistensen af Contractors, Dolls og Moratorier holdes skjult for de almindelige borgere, så hvis almindelige borgere kommer i kontakt med dem, får de deres minder slettet.

Hovedpersonen er Li Shengshun, som er kommet til Japan for at studere. Seeren finder dog hurtigt ud af, at Li ikke er helt normal...
Li er af politiet kendt som BK201 - den stjerne der er forbundet med ham. Han arbejder sammen med Doll'en på billedet ovenfor, en mand og en kat. De kalder ham Hei. De arbejder sammen om at løse opgaver - hvem der giver dem opgaverne, hvorfor de arbejder sammen, og hvad de vil opnå, vides endnu ikke. Faktisk kender vi ikke engang navnene på dem ud over Hei.
Indtil videre har Kirihara været på to sager, hvor Contractors har været involveret i kriminalitet - en sag per to episoder. Det virker som om, at politiet i længere tid har været bevidst om Hei - i hvert fald ud fra den måde de omtaler BK201.

Der er ingen tvivl om, at Darker than Black er en seriøs serie. Den har et interessant univers, som åbner op for muligheden til en masse fede overnaturlige kræfter - og se dem omsat i kamp. Det tegner til god action. Samtidig er der også mere bagved - tingene er ikke som de umiddelbart ser ud. Derudover har den også sine humoristiske øjeblikke. De er ikke "over the top", og passer derfor godt ind i universet. Det er ikke ting, man flækker af grin over, men mere hvor man sidder "hehe, fnis".
Ud fra disse fire episoder kunne man fristes til at sammenligne Darker than Black med den nyere serie Psycho-Pass - omend mindre makaber. Darker than Black er umiddelbart til dem, der godt kan lide action og mystery. De fire første episoder formår at give et godt indtryk af universet, og hvis man synes om det, bør man helt klart se videre.

Bag Darker than Black står BONES, som i dag nok er mere kendt for Fullmetal Alchemist: Brotherhood. De leverer en pæn billedeside, character design og farveskala, som passer godt til stemningen og historien i serien. Yoko Kanno har stået for musikken, som også passer yderst godt ind. OP'en Howling af abingdon boys school repræsenterer også serien godt.

Til sidst en kort oversigt:
+ giver en god introduktion til sit univers
+ interessant univers
+ interessant hovedperson
+ godt soundtrack
- meget sparsom info om hovedpersonerne
- ingen rød tråd endnu

1 kommentar: