Ligesom sidste år vil jeg se tilbage på det forgangne år og de anime, jeg har fordrevet tiden med. Præcis ligesom sidst bliver det også et blogindlæg af den længere slags. I år har det dog været nemmere for mig at få overblik over, hvad jeg har set færdig, fordi jeg har skrevet om hver sæsons anime, jeg er begyndt på. Hvorimod jeg sidst måtte grave andre oversigter over sæsonerne frem. Her er først en oversigt over, hvad jeg har set færdig fra de forskellige sæsoner.
Fra efteråret 2011: 5 i alt
Fra vinteren 2012: 3 i alt
Fra foråret 2012: 6 i alt
Fra sommer 2012: 4 i alt
Fra efteråret 2012: 3 i alt
OVA'er: kun 1
Ongoing:
Bakuman. 3 (fra efterår 2012)
Poyopoyo Kansatsu Nikki (fra vinter 2012)
Uchuu Kyoudai - Space Brothers (fra forår 2012)
I alt 22 anime jeg har set færdige. De ongoing serier er bare skrevet på, så I kan se dem, men jeg vil ikke komme nærmere ind på dem ellers her i blogindlægget. Sidste år delte jeg anime'erne op i fire forskellige grupper og fortalte lidt om, hvorfor de var havnet i deres givne gruppe. Det vil jeg gøre igen, men grupperne er ændret lidt i år for at passe bedre til dette års anime. Jeg har valgt at gøre det på denne måde, da jeg sådan kan komme omkring alle de anime, jeg har set. Der er sikkert nogle derude, som har andre meninger og præferencer end mig.
1. gruppe: Allround gode anime
Navnet siger hvis lidt sig selv. Det er anime, der som helhed er gode. De har en god historie, interessante personer, måske en spændende setting eller andet, der bidrager til at gøre dem seværdige.
Bakuman. 2
Bakuman. 2
Jeg var meget begejstret for første sæson. Bakuman. 2 fortsætter heldigvis i samme spor og har en god overgang til de udfordringer, som vores to hovedpersoner nu står over for. Sammenspillet mellem karaktererne er stadig godt, og historien er interessant og spændende. Der er et rigtig godt flow, og jeg sad hele tiden og ville se næste episode. Omkring midtvejs blev jeg dog ramt af en ekstrem frustration - ved nærmere eftertanke tror jeg dog ikke, at det skyldtes, at serien blev dårligere, men i stedet at jeg engagerede mig så meget i de to hovedpersoner, at jeg følte deres frustrationer. Det er fedt, når en serie kan indfange en på sådan en måde. Se kun sæson 2, hvis du har set sæson 1!
Chihayafuru
Denne serie er lidt sløv i starten, men da vi først er kommet forbi barndomsminderne, kommer serien rigtig i sving. Jeg synes også bedre om personerne i deres teenager år. Omdrejningspunktet er umiddelbart kortspillet Karuta, men der er også plads til temaer som venskab, og der simrer også et trekantsdrama. Serien har et udmærket persongalleri, hvor især Chihaya skiller sig ud, hvilket ledte til, at jeg sidste år nominerede hende til Bedste kvindelige hovedperson. Personerne går dog generelt godt i spænd og er en af hovedårsagerne til at se serien.
Jormungand: Perfect Order
Gå ned og læs om Jormungand, inden du læser dette afsnit.
Den røde tråd, som jeg savnede i sæson 1, bliver synlig her i sæson 2. Perfect Order er desuden noget så sjældent som en 2. sæson, der er bedre end den første. Jormungand: Perfect Order byder igen på masser af action, men denne gang er der også et større mål. Ydermere får man en forklaring på seriens titel, hvilket jeg godt kan lide.
Natsume Yuujinchou Shi
4. sæson af Natsume har skruet en lille smule op for actionen og intensiteten. Af den grund har stemningen også ændret sig lidt. Om man synes, at det er til det bedre eller det værre, er nok forskelligt fra person til person. Jeg personligt har ikke noget imod det. Derudover er det meste ved det gamle. Humoren er intakt. Natsume selv udvikler sig gennem mødet med forskellige youkai og knytter bånd til både dem og enkelte mennesker. De forskellige "story arcs" er fortsat interessante og efterlader ofte en med et smil på læberne. I denne sæson møder vi desuden de mest nuttede youkai, jeg nogensinde har set. ^^
Tabisuru Nuigurumi: Traveling Daru
Det her er faktisk den eneste OVA fra i år, jeg har set. XD Den varer ikke engang 11 minutter. Det er en sød lille historie om en "daru" bamse, der bliver tabt af sin ejer, og som så forsøger at finde hjem igen. Fortællingen er hjertevarm, animationen flot og musikken meget passende.
Chihayafuru
Denne serie er lidt sløv i starten, men da vi først er kommet forbi barndomsminderne, kommer serien rigtig i sving. Jeg synes også bedre om personerne i deres teenager år. Omdrejningspunktet er umiddelbart kortspillet Karuta, men der er også plads til temaer som venskab, og der simrer også et trekantsdrama. Serien har et udmærket persongalleri, hvor især Chihaya skiller sig ud, hvilket ledte til, at jeg sidste år nominerede hende til Bedste kvindelige hovedperson. Personerne går dog generelt godt i spænd og er en af hovedårsagerne til at se serien.
Jormungand: Perfect Order
Gå ned og læs om Jormungand, inden du læser dette afsnit.
Den røde tråd, som jeg savnede i sæson 1, bliver synlig her i sæson 2. Perfect Order er desuden noget så sjældent som en 2. sæson, der er bedre end den første. Jormungand: Perfect Order byder igen på masser af action, men denne gang er der også et større mål. Ydermere får man en forklaring på seriens titel, hvilket jeg godt kan lide.
Natsume Yuujinchou Shi
4. sæson af Natsume har skruet en lille smule op for actionen og intensiteten. Af den grund har stemningen også ændret sig lidt. Om man synes, at det er til det bedre eller det værre, er nok forskelligt fra person til person. Jeg personligt har ikke noget imod det. Derudover er det meste ved det gamle. Humoren er intakt. Natsume selv udvikler sig gennem mødet med forskellige youkai og knytter bånd til både dem og enkelte mennesker. De forskellige "story arcs" er fortsat interessante og efterlader ofte en med et smil på læberne. I denne sæson møder vi desuden de mest nuttede youkai, jeg nogensinde har set. ^^
Tabisuru Nuigurumi: Traveling Daru
Det her er faktisk den eneste OVA fra i år, jeg har set. XD Den varer ikke engang 11 minutter. Det er en sød lille historie om en "daru" bamse, der bliver tabt af sin ejer, og som så forsøger at finde hjem igen. Fortællingen er hjertevarm, animationen flot og musikken meget passende.
2. gruppe: Gode anime, men med mangler
Det er ganske gode anime, som dog kan halte på enkelte områder, men som stadig er gode og seværdige.
Accel World
Denne serie er en underdog historie. Den handler om den usikre og buttede Haru, der bliver taget under vingerne af den smukke pige, som oven i købet er hans senpai. I starten er den en smule sløv, men da den først har introduceret sit univers, kommer der et virkelig godt flow i serien - jeg tror jeg slugte eps. 3-12 på en eller to dage. Den er spændende, og man vil hele tiden se mere. Personerne fungerer også ganske godt sammen. Halvvejs inde i serien falder serien desværre i niveau. Flowet er ikke nær så godt, og historien trækkes ned af for langtrukne sidehistorier. Den store mangel er dog, at der end ikke er forsøgt at lave en slutning. Den sidste konflikt bliver sådan nogenlunde løst, men den åbner op for lige så meget nyt.
Fate/Zero 2
Sæson 2 starter egentlig godt ud og fortsætter direkte, hvor Fate/Zero sluttede. Der er knald på, og der sker mange begivenheder imens spillet folder sig ud. Så midt i det hele går det galt. Ind kommer 2 episoders flashback om Kiritsugus fortid. Det er såmen fine episoder. Problemet er, at der ikke er plads til dem i serien. De burde have været en sideløbende OVA i stedet for. Slutningen virker nemlig ekstremt forhastet. Da Morten og jeg så den sidste episode, troede vi, at vi var kommet til at springe en episode over, for det virkede altså til, at der var et gevaldigt hul mellem de sidste to episoder. Jeg havde virkelig glædet mig til sæson 2, som desværre ikke levede helt op til forventningerne.
Jormungand
På en måde henleder denne serie mine tanker på Black Lagoon. Den er fuld af action og forskellige lidt skøre karakterer, der kan deres kram. Med Jormundgand er det meget: What you see, is what you get. Det er action for fuld udblæsning, og engang imellem får vi også indblik i Kokos taktiske sans. Serien er sat sammen af forskellige "story arcs." Den mangler bare lige en sidste ting til at løfte sig op i 1. gruppe - måske en rød tråd eller mere indblik i karaktererne, for sammenspillet mellem dem fungerer.
Mirai Nikki (TV)
Accel World
Denne serie er en underdog historie. Den handler om den usikre og buttede Haru, der bliver taget under vingerne af den smukke pige, som oven i købet er hans senpai. I starten er den en smule sløv, men da den først har introduceret sit univers, kommer der et virkelig godt flow i serien - jeg tror jeg slugte eps. 3-12 på en eller to dage. Den er spændende, og man vil hele tiden se mere. Personerne fungerer også ganske godt sammen. Halvvejs inde i serien falder serien desværre i niveau. Flowet er ikke nær så godt, og historien trækkes ned af for langtrukne sidehistorier. Den store mangel er dog, at der end ikke er forsøgt at lave en slutning. Den sidste konflikt bliver sådan nogenlunde løst, men den åbner op for lige så meget nyt.
Fate/Zero 2
Sæson 2 starter egentlig godt ud og fortsætter direkte, hvor Fate/Zero sluttede. Der er knald på, og der sker mange begivenheder imens spillet folder sig ud. Så midt i det hele går det galt. Ind kommer 2 episoders flashback om Kiritsugus fortid. Det er såmen fine episoder. Problemet er, at der ikke er plads til dem i serien. De burde have været en sideløbende OVA i stedet for. Slutningen virker nemlig ekstremt forhastet. Da Morten og jeg så den sidste episode, troede vi, at vi var kommet til at springe en episode over, for det virkede altså til, at der var et gevaldigt hul mellem de sidste to episoder. Jeg havde virkelig glædet mig til sæson 2, som desværre ikke levede helt op til forventningerne.
Jormungand
På en måde henleder denne serie mine tanker på Black Lagoon. Den er fuld af action og forskellige lidt skøre karakterer, der kan deres kram. Med Jormundgand er det meget: What you see, is what you get. Det er action for fuld udblæsning, og engang imellem får vi også indblik i Kokos taktiske sans. Serien er sat sammen af forskellige "story arcs." Den mangler bare lige en sidste ting til at løfte sig op i 1. gruppe - måske en rød tråd eller mere indblik i karaktererne, for sammenspillet mellem dem fungerer.
Mirai Nikki (TV)
Mirai Nikki eller Future Diary har et ganske interessant koncept: mobiltelefoner der kan fortælle fremtiden, og hver mobiltelefon er tilpasset sin ejer. Det er et "survival game" og vinderen bliver den nye gud. Hovedpersonerne er den vattede Yukiteru og den psykotiske Yuno. Bryder man sig om disse to figurer og konceptet, vil man helt sikker synes om serien. Jeg så mest serien pga. konceptet og mysterierne. Da jeg var nået lidt over halvvejs, gik jeg dog i stå med serien i over et halvt år, fordi jeg simpelthen var blevet så træt af Yuno (og Yukiteru for den sags skyld...). Jeg fik dog taget mig sammen til at se serien færdig og blev belønnet med en interessant slutning.
Sakamichi no Apollon - Kids on the Slope
Åh... jeg vil så gerne synes virkelig godt om denne serie. Den havde alle forudsætningerne, da den startede. Desværre vil Sakamichi no Apollon lidt for meget på alt for få episoder. På den anden side så havde jeg nok også temmelig høje forventninger til serien. Det er stadig en god serie, men jeg ville meget gerne have udforsket forholdene mellem der forskellige personer noget mere. I starten balanceres venskabs- og kærlighedsdelene fint, og vi får et fint indblik i hovedpersonen Kaorus følelser og tanker. 3-4-5-kantsdramaet berøres dog efter min mening ikke nok. Til sidst kastes romance-delen dog også ud af vinduet til fordel for drama-delen i serien. Det der driver serien er personerne og musikken. Af den grund ville jeg virkelig ønske, at den i det mindste havde fået 24-26 episoder i stedet for kun 12. Slutningen virker nemlig forhastet.
Sword Art Online
BEWARE OF SPOIL! ! ! ! ! !
Andre vil nok kalde SAO for årets serie - der virker i hvert fald til at være utrolig meget hype omkring den. Jeg derimod har slået koldt vand i blodet. SAO er en ganske god serie med interessante elementer og flot sceneri. Jeg foretrækker dog klart første halvdel frem for anden. Jeg bryder mig bestemt ikke om, at der skulle tilføjes et lillesøster-element. Det havde passet mig bedre, hvis lillesøsteren var blevet væk, og vi i stedet havde set Asuna i hendes rolle i anden del, hvor det så var Yui, der sad i buret i toppen af træet. Jeg synes også godt, at serien kunne have haft lidt mere fokus. Optakten er ret langsom i starten i begge dele af serien, og pludselig er man nået til slutningen. Jeg sad faktisk og frygtede, at der ikke ville komme en slutning, fordi der blev brugt så lang tid på at komme hen til selve træet. Heldigvis kom der en acceptabel slutning.
Tonari no Kaibutsu-kun - My Little Monster
Jeg var i tvivl om, om jeg skulle placere My Little Monster i 1. eller 2. gruppe. Det er en god serie, som er tro imod sig selv. Den har sin egen humor og skøre karakterer - det er dog nok deres skyld, at den er endt i 2. gruppe. Da jeg skrev om serien i Anime efterår 2012, nævnte jeg, at karaktererne balancerede på en fin linje. Hen af vejen begynder Haru dog at blive liiidt belastende. Med en kærlighedserklæring allerede i eps. 1 troede jeg også, at serien ikke ville blive katten om den varme grød, men det kom den altså til at være alligevel - bare lidt på en anden måde.
Sakamichi no Apollon - Kids on the Slope
Åh... jeg vil så gerne synes virkelig godt om denne serie. Den havde alle forudsætningerne, da den startede. Desværre vil Sakamichi no Apollon lidt for meget på alt for få episoder. På den anden side så havde jeg nok også temmelig høje forventninger til serien. Det er stadig en god serie, men jeg ville meget gerne have udforsket forholdene mellem der forskellige personer noget mere. I starten balanceres venskabs- og kærlighedsdelene fint, og vi får et fint indblik i hovedpersonen Kaorus følelser og tanker. 3-4-5-kantsdramaet berøres dog efter min mening ikke nok. Til sidst kastes romance-delen dog også ud af vinduet til fordel for drama-delen i serien. Det der driver serien er personerne og musikken. Af den grund ville jeg virkelig ønske, at den i det mindste havde fået 24-26 episoder i stedet for kun 12. Slutningen virker nemlig forhastet.
Sword Art Online
BEWARE OF SPOIL! ! ! ! ! !
Andre vil nok kalde SAO for årets serie - der virker i hvert fald til at være utrolig meget hype omkring den. Jeg derimod har slået koldt vand i blodet. SAO er en ganske god serie med interessante elementer og flot sceneri. Jeg foretrækker dog klart første halvdel frem for anden. Jeg bryder mig bestemt ikke om, at der skulle tilføjes et lillesøster-element. Det havde passet mig bedre, hvis lillesøsteren var blevet væk, og vi i stedet havde set Asuna i hendes rolle i anden del, hvor det så var Yui, der sad i buret i toppen af træet. Jeg synes også godt, at serien kunne have haft lidt mere fokus. Optakten er ret langsom i starten i begge dele af serien, og pludselig er man nået til slutningen. Jeg sad faktisk og frygtede, at der ikke ville komme en slutning, fordi der blev brugt så lang tid på at komme hen til selve træet. Heldigvis kom der en acceptabel slutning.
Tonari no Kaibutsu-kun - My Little Monster
Jeg var i tvivl om, om jeg skulle placere My Little Monster i 1. eller 2. gruppe. Det er en god serie, som er tro imod sig selv. Den har sin egen humor og skøre karakterer - det er dog nok deres skyld, at den er endt i 2. gruppe. Da jeg skrev om serien i Anime efterår 2012, nævnte jeg, at karaktererne balancerede på en fin linje. Hen af vejen begynder Haru dog at blive liiidt belastende. Med en kærlighedserklæring allerede i eps. 1 troede jeg også, at serien ikke ville blive katten om den varme grød, men det kom den altså til at være alligevel - bare lidt på en anden måde.
3. gruppe: Godt potentiale, men ikke udnyttet godt (nok)
Anime, der har er rigtig godt udgangspunkt og potentiale til at udvikle sig, men desværre aldrig virkelig gør det.
Black★Rock Shooter (TV)
For at være ærlig så husker jeg ikke Black Rock Shooter særlig godt. På trods af at vi kommer tæt på flere af personerne og ser deres indre konflikter, så kom jeg aldrig til at engagere mig virkeligt i dem. Da jeg så serien følte jeg, at jeg burde føle mere end jeg gjorde. Idéen bag serien er sådan set god, men uden sympati for personerne, mister serien meget. Det er ikke sikkert, at andre vil have det på samme måde som mig.
Btooom!
Forestil dig Battle Royal bare med forskellige bomber. Efter en skuffende kedelig eps. 1, hvorefter jeg bare syntes, at den mandlige hovedperson Ryouta Sakamoto var en idiot, var jeg lige ved at droppe serien. Jeg valgte dog at give den en chance mere, og det endte jeg med at blive glad for. Den kvindelige hovedperson viste sig at være mere interessant. Desuden blev action sekvenserne også bedre, og Ryouta blev mere sympatisk. Det store "men" her er dog, at serien overhovedet ikke kommer omkring alt det, den lægger op til. Serien er mest fokuseret på selve spillet på øen og ikke så meget det, der ligger bagved. De to hovedpersoner gennemgår dog en udvikling i løbet af serien, der ellers lægger heftigt op til en sæson 2.
Natsuyuki Rendezvous
Da jeg hørte om denne serie, forestillede jeg mig en historie lidt a la Mayama-Rika-romancen i Honey and Clover. Det er en medrivende historie, der fanger seeren og påvirker følelserne. Så jeg blev slemt skuffet over Natsuyuki Rendezvous. Udgangspunktet for historien er sådan set fint, fantasy elementerne er også okay, men personerne.... Manageren er sød, hvilket man ikke kan sige om de to mandlige rivaler. De virker begge to ret egoistiske og usympatiske - nej, det bliver egentlig ikke bedre hen af vejen. XD De er nok seriens største problem. Derudover føles serien virkelig lang, nok grundet det lave tempo. Jeg er i hvert fald glad for, at den kun er på 11 episoder.
Shakugan no Shana III (Final)
Black★Rock Shooter (TV)
For at være ærlig så husker jeg ikke Black Rock Shooter særlig godt. På trods af at vi kommer tæt på flere af personerne og ser deres indre konflikter, så kom jeg aldrig til at engagere mig virkeligt i dem. Da jeg så serien følte jeg, at jeg burde føle mere end jeg gjorde. Idéen bag serien er sådan set god, men uden sympati for personerne, mister serien meget. Det er ikke sikkert, at andre vil have det på samme måde som mig.
Btooom!
Forestil dig Battle Royal bare med forskellige bomber. Efter en skuffende kedelig eps. 1, hvorefter jeg bare syntes, at den mandlige hovedperson Ryouta Sakamoto var en idiot, var jeg lige ved at droppe serien. Jeg valgte dog at give den en chance mere, og det endte jeg med at blive glad for. Den kvindelige hovedperson viste sig at være mere interessant. Desuden blev action sekvenserne også bedre, og Ryouta blev mere sympatisk. Det store "men" her er dog, at serien overhovedet ikke kommer omkring alt det, den lægger op til. Serien er mest fokuseret på selve spillet på øen og ikke så meget det, der ligger bagved. De to hovedpersoner gennemgår dog en udvikling i løbet af serien, der ellers lægger heftigt op til en sæson 2.
Natsuyuki Rendezvous
Da jeg hørte om denne serie, forestillede jeg mig en historie lidt a la Mayama-Rika-romancen i Honey and Clover. Det er en medrivende historie, der fanger seeren og påvirker følelserne. Så jeg blev slemt skuffet over Natsuyuki Rendezvous. Udgangspunktet for historien er sådan set fint, fantasy elementerne er også okay, men personerne.... Manageren er sød, hvilket man ikke kan sige om de to mandlige rivaler. De virker begge to ret egoistiske og usympatiske - nej, det bliver egentlig ikke bedre hen af vejen. XD De er nok seriens største problem. Derudover føles serien virkelig lang, nok grundet det lave tempo. Jeg er i hvert fald glad for, at den kun er på 11 episoder.
Shakugan no Shana III (Final)
Efter min mening er slutningen på Shana serierne lidt noget rod. Det hjalp nok heller ikke, at jeg ikke kunne huske så mange af bipersonerne fra Shakugan no Shana, der ikke dukkede op i sæson 2, da det er ved at være en 5 år siden, jeg så sæson 1. Det positive ved Final er dog, at der kommer en slutning - vi kommer bare haltende derhen. Flowet bliver også ødelagt i starten med en recap episode. Jeg følte generelt, at jeg skulle trække mig det meste af vejen igennem serien, og det er ikke godt. Hører man til dem, der savnede action i sæson 2, vil man glæde sig over Final. Jeg savnede derimod mere fokus på person relationer - især da det vigtigste i Final vel må være SPOILER! ! ! ! ! ! ! Yujis forræderi (eller hvordan man nu vælger at tolke det).
4. gruppe: Let fordøjelig anime
Dette er serier, som er blevet set, men som ikke efterlader et større indtryk og nok hurtigt vil blive glemt.
Serien handler om 4 veninder, som går i middle school, hvoraf en skal flytte væk. Efter 2 episoder havde jeg egentlig sat serien på hold og regnede med at droppe den, men da jeg så i en periode manglede noget at se, fandt jeg den frem igen. Der er ikke det store at komme efter her. Personerne er dog heldigvis ikke helt klassiske stereotyper. De har hver deres sider, men fungerer fint i sammenspil. Dog vil nogle nok finde et par af pigerne lidt belastende. Jeg var f.eks. ikke fan af Yuka, men jeg kunne godt lide Rinko. Se den hvis du mangler noget letfordøjeligt underholdning, og du ikke har noget imod de fire piger - nå ja og popmusikken.
Tari Tari
Ligesom Hanasaku Iroha fra sidste år er denne serie flot at se på. Det er gjort meget ud af at skabe miljøet. Desværre finder jeg ikke skolemiljøet lige så dragende som den gamle romantiske inn. Tari Tari kommer aldrig rigtig i dybden hverken med sin historie eller sine personer. Den ene kvindelige hovedperson Konatsu er altså også lidt belastende, synes jeg. Tari tari er en fin lille serie, som man kan hygge sig med på en regnvejrsdag.
Denne serie tager udgangspunkt i en digtsamling og kærlighedshistorierne deri. Det er en romance serie med humor. Den starter egentlig fint ud. Hen af vejen bliver historierne dog mindre interessante - og hvad sker der lige for væddeløbsepisoden...?! I starten var historierne og personerne også flettet fint sammen, men for mig blev det altså noget rod i den sidste halvdel. Det man som seer i første omgang skal overkomme er dog tegnestilen.
5. gruppe: Direkte skuffende og dårlige anime
Denne gruppe minder om gruppe 3, men her er potentialet ikke bare ikke blevet udnyttet nok, det er blevet smidt om bord på en rumraket og skudt ud i rummet. Det er serier, jeg har forsøgt at falde for, men ak det hele blev bare værre og værre serien igennem.
Another
Another
Horror anime har aldrig rigtig været min kop te. Af en eller anden grund valgte jeg så at give Another en chance alligevel. Suk... det fortryder jeg. Settingen var nok det, der lokkede mig til. Som serien skrider frem, måtte jeg dog sande, at jeg overhovedet ikke brød mig om måden historien blev håndteret på. Personerne var mig også fuldstændig uvedkommende. Another forsøger virkelig at være mystisk og creepy, og det fungerer i starten. Jeg sad dog tilbage med en meget tom fornemmelse, da jeg havde set hele serien. Det gør det ikke bedre, at jeg har set flere skrive, at de synes den er fed, god, spændende... whatever. Min tanke er, at hvis Another hører til blandt det bedste i horrorgenren, så skal jeg hvis bare holde mig væk i fremtiden, for nøj, hvor var den dog uinteressant.
DET ER EN OMMER GONZO!!! Der er intet Last Exile over Fam, the Silver Wing - det er nærmere "many Exile." XD Serien starter sådan set fint ud, selvom det er tydeligt, at starten er bygget op på samme måde som i Last Exile. Derefter mister Fam the Silver Wing dog fokus. Det er som om, at skaberne ikke ved, hvor de skal føre historien og personerne hen. Det hele bliver trukket i langdrag, for til sidst at ende i en underlig usammenhængende slutning. Dette er et eksempel på den moe-ficering, der sker med anime for tiden - og hvor galt det kan gå. Det nye cast fungerer overhovedet ikke lige så godt, som det i Last Exile - de mest interessante i Fam, the Silver Wing er de gamle, som er blevet ældre. Jeg vil dog råde alle Last Exile fans til at holde sig væk!
Der er nok en grund til at denne Leiji Matsumoto serie først er blevet til noget nu, hvor navnet kan sælge den... Personligt synes jeg i hvert fald ikke, at der er noget at komme efter her, så jeg er ked af, at det blev min første Leiji Matsumoto anime. Serien er fuld af stereotyper, som hverken er rigtig interessante eller sympatiske. Historien er heller ikke særlig spændende, og der bliver ikke forklaret meget om den verden, serien foregår i. Der er selvfølgelig også kun 6 episoder. Det endte dog med at være en fordel, for jeg havde droppet den, hvis den havde været længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar