lørdag den 25. august 2012

Genki 2012 evaluering

I dette blogindlæg vil jeg kommentere mere i dybden på nogle udvalgte områder til Genki. Blogindlægget er baseret på mine egne oplevelser, og hvad jeg hører og læser rundt omkring.

På vej hjem i bilen i søndags blev jeg spurgt, hvad mit indtryk så var af dette års Genki. Mit svar lød kort og kontant: "Genki." Genki handler om at have det sjovt. Mit indtryk er, at man ligesom tager tingene hen af vejen.

Cosplaysalen (Main Stage)
Cosplaysalen var virkelig fed, og det samme gjaldt scenen. Der var også en masse fancy lys - måske lidt for fancy. Jeg var ikke den store fan af lysstanderne på scenen. De gjorde nogle shows lige anstrengende nok at se på. Det var også lidt irriterende at man konstant skulle blændes af to lyskegler under koncerten med Kohei Tanaka.
Jeg var dog meget overrasket over, at der overhovedet ikke virkede til at være nogen kontrol med folk, så snart de var indenfor dørene til cosplayshowet. Folk løb rundt for at finde en god plads at sidde på. Der blev godt nok råbt til dem, at de ikke skulle løbe, men jeg ville ikke have turdet slippe folk løs på den måde. En af grundene til, at folk bare blev sluppet fri og selv kunne vælge plads, var måske, at der var rigeligt med pladser inde i salen. Det gjorde ikke noget, hvis der var et par tomme stole hist og her, for der var nok plads til alle. Jeg syntes dog stadig, at det var lige lovlig kaotisk, for folk er altså ikke særlig gode til at tage det roligt i sådanne situationer, og det kan ende galt.


"Den gule hal" (Small stage, dealerområde og Otaku C) 
Dette lokale havde ikke noget overordnet navn, da det bestod af flere områder. Grundet lyset derinde, har jeg dog valgt at kalde den for "Den gule hal." Kombinationen af dealerområdet og Otaku C så ud til at fungere rigtig fint. Jeg oplevede ikke, at der var trængsel i dealerområdet, men jeg var der så heller ikke fredag, hvor de fleste nok har været derinde. Placeringen af Small stage derinde var jeg dog ikke den store fan af. Det fungerede fint til visse typer events som Kamehameha 2.0, men til paneler og den slags forestiller jeg mig, at der var lige rigeligt baggrundsstøj - især når mikrofonerne ikke virker... XD *host* Genki feedback *host*. På den anden side kom der måske en del støj fra events som netop Kamehameha 2.0 ud i hallen. Flere events kunne måske blive rykket ind i lokalet, der blev brugt som biograf.


Biografen
Biografen er et virkelig lækkert lokale og åbenbart også det lokale, som blev udnyttet mest. Jeg så ikke noget anime derinde ud over en enkelt episode af Nyan-pire, som varer 3 minutter eller sådan noget. Jeg forestiller mig dog, at det må have været nice at se anime som Code Geass, Princess Mononoke og Fate/Zero i sådan et lokale. Jeg var til et par events derinde, hvilket lokalet også var fint til, dog var det lidt svært at høre værten trods mikrofonen, når man sad længere oppe bagved. Jeg har desværre ikke noget billede derfra.

Game room
Jeg opholdt mig egentlig kun i game roomet i forbindelse med StepMania konkurrencen. Jeg synes, at det var et fint game room, men man kunne evt. have lavet en ø i midten med nogle konsoller også, hvis der manglede. Jeg fik ikke rigtig set på spiludvalget, men jeg hører, at der var mangel på multiplayerspil. Hen af dagen blev det dog ret varmt i lokalet. Udsmykningen får *thumbs up* fra mig. Det var nok også en fordel, at det konstant sad staff inde i lokalet, så man nemt kunne kontakte dem, hvis der var problemer.


Sovesalene
Der lyder til at have været en del komplikationer med sovesalene i år. Jeg benyttede mig ikke selv af dem - heldigvis. For det første var der problemer med at få sovesalene klar til at modtage gæster. Sådan som jeg hører det, var der ikke markeret op, hvor folk skulle sove, da de ankom. De fik bare af vide, at de skulle lægge sig 2 meter fra væggene. Staff virkede hvis også forvirrede over, hvor de skulle gøre af folk. Der var ingen systematik. Om natten var der meget larm, og de tilstedeværende staff tyssede ikke på folk, de bidrog hvis endda selv til snakken. På den anden side havde jeg heller ikke set nogen regler for sovesalene f.eks. om at der skulle være ro fra kl. 00.00-08.00 - de var i hvert fald ikke i conbogen. Lørdag blev sovesalene låst af omkring middag og først åbnet igen kl. 20, hvilket jeg synes virker upraktisk, men det var nok for at spare mandskab. Ifølge conbogen skulle sovesalene lukke søndag kl. 12. Genkis interne tidsplan må dog være blevet blandet sammen med den officielle, for folk skulle være ude af sovesalene allerede kl. 9.30, da Genki hvis skulle aflevere sovesalene til pedellen kl. 12. Af disse grunde har jeg hørt meget negativ omtale af sovesalene. Heldigvis er det ting, som er nemme at rette op på. Jeg har også læst, at det er noget, som Genki førhen har haft styr på. Så man kan så spørge, hvorfor det gik så galt i år.

Maid caféen
I forhold til at jeg hører, at der var 30 maids var åbningstiderne ret korte, synes jeg. Jeg går ud fra, at ikke alle var på vagt samtidig, da der ikke var specielt meget plads at bevæge sig rundt på mellem bordene i maid caféen. Jeg benyttede mig dog ikke af caféen, men var kort oppe og se området, da caféen var lukket.

Roskilde Kongres & Idrætscenter generelt
Som nævnt i conrapporten var jeg overrasket over, at stedet ikke var større. Takket være græsplænen og vejret fungerede det dog rigtig godt som con- område for en con af Genkis størrelse. Jeg var især fan af samtaleanlægget. Det var altså nice til at annoncere ændringer og events. Det gjorde informationsflowet meget bedre. Personen der talte, burde dog have været lidt mere bevist om, hvad der skulle siges - især på engelsk. Jeg savnede som sagt nogle skilte. En af mine venner opdagede slet ikke maid caféen. Da jeg først havde besøgt alle områderne, var det dog nemt at finde rundt. Det kunne også have været rart, hvis den lokaleoversigt, som jeg opdagede ved check-in skranken søndag, havde været i conbogen eller bare hængt rundt omkring på connen. Der var ofte kø til toiletterne og en af gangene, hvor jeg var derinde, trængte håndvaskområdet også til en gang rengøring. Dog kan jeg også nemt forestille mig, at det er svært at holde dem rene, når de bruges af så mange mennesker - hvorfor smider man tomme toiletpapirsruller i håndvasken i stedet for skraldespanden ved siden af?!

Conbogen
Jeg blev positivt overrasket, da jeg ved ankomst til connen, opdagede, at der var en conbog. "Yay!" tænkte jeg. Desværre er den ikke så gennemarbejdet, som den burde være. Der er en sjov sammenblanding af engelsk og dansk i især oversigten med åbningstider. Der er heller ikke et gennemgående system med, at den vandrette overskrift er engelsk og den lodrette dansk. Det er meget fint med et kort, men hvorfor er der indtegnet en rute til banegården på den? Hvad skal man bruge det til, når man først er kommet frem til connen..? En indtegnet rute til sovesalene havde givet mere mening. Der mangler også nogle efter min mening vigtige regler i conbogen: Reglerne for sovesalen (hvis der da var nogen... og ellers burde der laves nogen.)


Det dårligst opsatte i conbogen må dog uden tvivl være de to programoversigter. Tidsplanerne for connen er lavet lidt for fancy og er ikke blevet ordentlig gennemtænkt - jeg forstår i hvert fald ikke det for mig random valg af farver til de forskellige events. Det er ikke noget med at paneler har en farve og quizzer en anden. Det virker som et stort misk mask, som er meget svært at læse. Selv hvis det bare er for at fremhæve events og deres længde, hvorfor er der så grøn på grøn i Main Stage kolonnen..? Oversigterne er desuden temmelig retningsforvirrede... XD På siden med biografprogrammet går det dog helt galt, hvor der pludselig skal læses højre mod venstre, og kolonnerne skal læses sammen farvemæssigt. Det er lidt svært at forklare helt præcist her, men se på siderne, så kan du altså ikke være i tvivl om, at der er noget galt.
Jeg ved godt, at man ikke bare smækker en conbog sammen, og at de tre personer sikkert har lagt en masse tid i det, men conbogen ville altså virkelig have haft godt af, hvis den var blevet set igennem af nogle uvildige øjne, inden den blev sendt til tryk - og der var blevet læst korrektur. En conbog er et fedt minde at have fra en con, men når man betaler en masse for at få den trykt, bør den også have en hvis informationsværdi.

Staff
I forhold til at der skulle være omkring 150 frivillige hjælpere, virkede det til, at der blev kørt utrolig meget på de samme hele connen igennem. Jeg synes, at der var mangel på fleksibilitet og så var Random Task Force altså for lille. 13 mennesker til at lave alle opgaver, der måtte dukke op under en con er virkelig ikke mange, især når der konstant skal være to parkeret ved check-in - også natten over, selvom der var en infoskranke, der havde åbent.
Jeg var ikke så meget i kontakt med staff. Jeg tror, jeg havde noget med dem at gøre , da vi ankom og checkede ind, når vi gik ind i cosplaysalen, og da jeg så på tingene til auktionen. Lige i forbindelse med auktionen har jeg hørt nogle udtale sig om, at de ikke brød sig om, at gopherne råbte af dem, når de rørte ved tingene, for der stod ikke nogen steder, at man ikke måtte. Desuden var der også ting, som lå oven på hinanden, så de var svære at se. Jeg har også hørt flere negative udtalelser om staff især i forbindelse med sovesalen. Dog er der også positive røster derude. Jeg fornemmer, at der har været lidt kaos eller lad os kalde det mangel på struktur, hvad angår de frivillige. Der mangles måske nogle kvalificerede mellemledere, som kan holde hovedet koldt og have det store overblik...

Der er bestemt plads til forbedringer hos Genki (og alle andre conner), og det er nok også det, der har fyldt mest i dette blogindlæg. Flere af mine kritikpunkter er dog forholdsvis nemme at tage hånd om. Nogle af dem har "almindelige" deltagere nok heller ikke lagt mærke til eller tænkt over. Udadtil var Genki en glad og sjov con - med en del programændringer *host* fulde svenskere *host* - og jeg er overbevist om, at langt størstedelen af Genkis deltagere har hygget sig og haft en god con.
Genki er, hvad det er. Det er et sted, hvor man har det sjovt (sammen med mine venner). Koncerten med Kohei Tanaka og et veludført cosplayshow (på den tekniske side) var med til at løfte connen. Jeg har også hørt rigtig mange positive ting om åbningsceremonien, men den oplevede jeg jo desværre ikke. Jeg kunne godt finde på at besøge Genki igen næste år, men det vil nok ikke være noget jeg går og tæller dage ned til.

1 kommentar:

  1. God sammenfatning og gode points af Genki må jeg sige :) Jeg ved at de arbejdede på conbogen meget tæt til connen, så det må komme på et meget tidligere tidspunkt næste år. Det er rigtig fedt at få andres syn på connen, så ting kan blive taget til efterretning :)

    SvarSlet